Naturen er trængt og flere tusinde arter er kritisk truet i Danmark og det skyldes overvejende at deres levesteder er forsvundet med intensivt land- eller skovbrug med brug af sprøjtemidler, fældning af levende hegn og dræning af naturlige vandhuller.
Derfor har vi sat gang i indsatsen Plads til Naturen. Vi vil skabe levesteder for nogle de mindste dyr – eksempelvis ved at etablere flere områder med vilde planter, grønne korridorer, vandhuller og ved at lade gamle udgåede træer stå som levesteder for insekter og fugle.
Du vil derfor opleve, at vi i AAB’s grønne områder giver bedre plads til naturen.
SYV ENKLE IDÉER
En sten i solen
Både smådyr, insekter og firben har brug for varmesten for at holde kropstemperaturen oppe. På den måde får de energi til at bevæge sig rundt, søge efter føde og formere sig.
Når vi laver en stenbunke, stensætning, eller placerer store sten på steder, hvor der kommer meget sollys i løbet af dagen, kan vi skabe varmesten, der giver liv.
Insektbo og fuglekasser
Det kan være en sjov aktivitet at bygge et insektbo eller en fuglekasse. Samtidig er det et vigtigt levested for havens små dyr. På internettet findes et utal af guides til, hvordan du bygger et godt sted at bo til havens insekter og smådyr.
Forskellige insekter trives i forskellige typer bo. Derfor kan du eksempelvis bygge et bo særligt til bier. Der er gode guides at finde hos Danmarks Naturfredningsforening.
Vi lader græsset stå – lidt længere
Når vi vil give plads til naturen i AAB, handler det ikke om at droppe græsslåning helt. Det handler om at slå bevidst, så vi opnår det rigest mulige blomsterflor og den højst mulige biodiversitet.
Sjældnere slåning giver optimale forhold for urterne, der kan vokse, blomstre, danne frugter og sprede frø. Dette gavner mange arter, såsom fugle og insekter, som nu vil kunne finde føde i den ellers ensformige græsplæne.
Vi vælger danske planter
Hvor det er muligt, vælger vi hjemmehørende planter. Danske planter er vigtige for danske insekter. Planterne og dyrene har igennem tiden udviklet sig sammen – i flere tilfælde så tæt, at de ikke kan leve uden hinanden. Planterne har brug for bestøvning, og insekterne har brug for planterne som føde og levested.
De danske planter er tilpasset vores klima, jordbund, bakterier, svampe og så videre, og derfor er arterne mere robuste og trives bedre her.
⬇️Hjemmehørende danske planter (fold ud)
Flerårige urter/stauder
Almindelig røllike
Blåhat
Hjortetrøst
Hvid okseøje
Arter af klokke
Almindelig knopurt
Arter af kodriver
Almindelig kællingtand
Arter af perikon
Arter af pragtstjerne
Arter af storkenæb
Rødkløver
Rundbælg
Tjærenellike
Arter af viol
Store træer
Småbladet lind
Bøg
Eg
Storbladet elm
Skovfyr
Vortebirk
Dunbirk
Rødel
Ask
Klatreplanter
Almindelig vedbend
Almindelig gedeblad
Skovranke
Små Buske
Ene
Ribs
Blågrøn rose
Hunderose
Æblerose
Tørst
Hindbær
Solbær
Blåbær
Tyttebær
Store buske
Hassel
Arter af pil
Almindelig benved
Almindelig hyld
Almindelig kvekved
Små træer
Arter af pil
Almindelig hvidtjørn
Engriflet hvidtjørn
Almindelig røn
Almindelig hæg
Skovæble
Vi laver kvashegn
I stedet for at smide grene, blade og kviste ud som haveaffald, kan det samles i en bunke eller som et dekorativt hegn. På den måde skaber vi et effektivt levested til de svampe og insekter, som er med til at nedbryde træet langsomt.
Nogle tror desværre, at kvashegn tiltrækker rotter. Det er ikke rigtigt, men man skal eksempelvis aldrig putte nedfaldsfrugt i et kvashegn.
Formuldningsbed
Når vi samler større bunker af blade og mindre afklip, kan det blive til et formuldningsbed. Modsat kompost, skal et formuldningsbed ikke luftes, men kun tilføres nyt materiale.
Nedfaldsbladene fungerer også perfekt som gemmesteder for insekter og smådyr, ligesom de er et velegnet spisekammer for de overvintrende fugle.
Jo flere uforstyrrede områder, vi har i de grønne områder, jo rigere et dyreliv vil der også være.
Vand i de grønne områder
Både de små pattedyr, fugle og insekter har brug for at drikke vand. Det gælder selvfølgelig om sommeren, men det giver også mening at have vand i de grønne områder om vinteren.
Samtidig er regnvand en stadig større udfordring, og derfor det er derfor nødvendigt at tilpasse vores grønne områder. Det er også til gavn for både naturen og samvittigheden.
Derfor skaber vi regnbed. Her kan vi give regnvandet lov til at skabe variation og levesteder for dyr og planter, der ellers kan være svære at have i en byhave.